Pressemeddelelse
Ny dansk patenteret reparationsmetode kan forlænge vindmøllers levetid
- Ny metode og præcisionsværktøj gør det nu økonomisk muligt at reparere krøjekransen
- Det danske firma CNC Onsite’s system kan forlænge vindmøllers levetid
- Reparation i stedet for udskiftning er biddrag til CO2-reduktion og bedre økonomi
- Det nye værktøj er bærbart, kompakt og kan skilles ad for at muliggøre in-situ reparationer oppe i tårnet
VEJLE, Danmark, 3. marts 2022 – En ny dansk opfindelse til reparation af krøjekransen in-situ forventes at yde et vigtigt bidrag til at forlænge vindmøllers levetid. Det patenterede system, der er udviklet af bearbejdningseksperten CNC Onsite, betyder, at krøjekransen ikke behøver at blive udskiftet, hvilket eliminerer den dyre, tidskrævende og potentielt skadelige demontering af rotoren og nacellen.
Krøjekransen er en vigtig komponent til sikring af maksimal energiproduktion fra en vindmølle men er kompleks at udskifte. Hvis tænder knækker eller slides, skal krøjekransen ofte udskiftes men udgifterne kan være så høje, at ejere af ældre vindmøller i stedet beslutter at skrotte møllen.
“Dette scenarie inspirerede os til at udvikle en reparationsmetode som et alternativ”, siger Søren Kellenberger, salgsdirektør, CNC Onsite.
“Vi kan nu tilbyde en reparationsløsning til både onshore og offshore til en brøkdel af prisen for at udskifte hele krøjekransen, og det gør det rentabelt at holde ellers gode vindmøller i drift i længere tid”, forklarer han.
Patenteret bærbart præcisionsværktøj
CNC Onsite-metoden anvender et bærbart præcisionsværktøj til at reparere ødelagte eller slidte krøjekranstænder. Denne maskine betjenes af en specialiseret tekniker, som anvender firmaets patenterede metode. Metoden benytter ekstremt fine tolerancer til at fjerne de beskadige tænder og genindsætte nye. Patentet på systemet dækker den bearbejdningsproces, hvorved de beskadigede tænder fjernes, samt den særlige indsættelsesmetode af det nye tandsæt.
“Den proces, som vi anvender, når vi skaber nye tænder til vindmøllens krøjekrans, svarer i princippet til en ny tandkrone, som først kopieres præcist og derefter sættes på af en tandlæge ved hjælp af præcisionsværktøj”, siger Kellenberger. “Målet er det samme, og den skal holde i lang tid.”
Præcisionsværktøj er designet til at blive opdelt i enkeltdele med en lav vægt, der gør det muligt at transportere det i tårnelevatoren og til arbejdsområdet. Teknikeren samler maskinen i nacellen og betjener derefter det kompakte præcisionsværktøj i de snævre arbejdsomgivelser ved krøjekransen.
Ikke afhængig af vejret
Fordi reparationen udføres inde i vindmølletårnet, kan de udføres uanset vejrforholdene.
“Så længe det er sikkert at komme til og få adgang til vindmøllen, kan vi udføre reparationen. Så der er langt færre dage, hvor vi ikke kan arbejde. Det er også til gavn for både arbejdsplanlægning og omkostninger”, forklarer Kellenberger.
Problemets omfang
Krøjekransen, der er monteret øverst på vindmølletårnet, er et tandhjul, der går i indgreb med motorer monteret på nacellen for at rette holde møllen op mod vinden. CNC Onsite anslår, at vindmøller på 5-10 % af vindmølleparkerne vil opleve skader på krøjekransen i løbet af deres levetid. De typiske årsager er uforudsigelige vindforhold eller ujævne belastninger, der er påført over tid.
Udskiftning af krøjekransen kræver, at hele nacellen fjernes ved hjælp af en kran og specialiseret arbejdskraft – en proces, der er dyr for onshore-møller og måske helt urentabel for offshore-møller. I en vindmølles levetid kan vedligeholdelsen udgøre op til en fjerdedel af alle omkostninger, og beslutninger omkring service såsom at vælge en omkostningseffektiv reparation af krøjekransen i stedet for ren udskiftning vil blive vigtigere.
CO2-besparelser
Med det nye system, der er udviklet af CNC Onsite, kan reparationer af krøjekransen normalt udføres inden for få dage. Dette reducerer ikke blot downtime, men resulterer også i betydelige CO2-besparelser.
“Vi eliminerer faktisk behovet for at fremstille en ny krøjekrans og frem for alt den enorme logistiske indsats, der er nødvendig for at transportere en krøjekrans til stedet, indsætte kraner, hvilket er særligt vanskeligt offshore, og udskifte den”, siger Kellenberger.
“En sådan operation kræver et betydeligt antal mennesker og en masse udstyr med alle de CO2-emissioner, der kommer til. Med vores reparationsmetode er dette ikke længere nødvendigt”, tilføjer han.
“Når man nedtager nacellen, er der en potentiel risiko for skader på den og især på vingerne. Som en ekstra gevinst fjernes denne risiko også “, slutter Kellenberger.
Reparationsservicen for krøjekransen er allerede blevet anvendt på en række vindmøller, både offshore og onshore, siden den kom på markedet i 2019 efter mange måneders accelereret levetidstest, for at bevise at de udskiftede tænder er robuste over tid med en forventet levetid på ti år.
For ydeliger information kontakt:
Søren Schmidt Kellenberger
ssk@cnconsite.dk
+45 25 53 76 50




